Regnskab og så alt det andet


Vi ved alle sammen at et regnskab i bund og grund er et forholdsvist simpelt regnestykke: indtægter minus udgifter. Alligevel viser det sig igen og igen, at det slet ikke er så simpelt.

For selvom de helt simple regneregler, vi alle sammen lærte i de små klasser, stadig er det helt grundlæggende i et regnskab, er det bare så meget mere i dag når du tilfører begreber som moms, skat, lønsumsafgift, debitorstyring, kreditorstyring, likviditetsbudgetter, lønberegninger og meget mere.

Det kommer derfor også hurtigt til at virke totalt uoverskueligt. I virkeligheden er det egentlig ikke regnestykkerne der er vildt komplicerede, men alle regnskabsreglerne der følger med.

Hvad er fradragsberettiget? – hvad er momspligt? – hvilke andre regler skal jeg overholde?

Især den nyopstartede virksomhed har mange spørgsmål, men også hos veletablerede virksomheder finder jeg gerne fejlagtige antagelser om hvordan reglerne følges.

Mange små virksomheder bliver derfor også bremset i deres opstart, fordi der viser sig at være forskellige regler, de ikke har været opmærksomme på fra begyndelsen og som nu koster tid og penge at rette op på.

Der findes mange myter derude især om fradragsret og momsfritagelse, hvor mange virksomhedsejere egentlig er kommet galt i byen fra begyndelsen, fordi myterne fortælles videre fra ejer til ejer.

Det kan derfor være en god ide at sætte sig ned, og få et overblik over de forskellige elementer af din virksomhed, og hvilke regler du skal være opmærksom på.